Med kikkertsyn og kikkertsigte: Kent er næsten blind, men går alligevel til skydning

Af: Helene Skovmose Bay 

Kan du forestille dig at leve med et synsfelt på størrelse med et knappenålshoved? For den 60-årige koldingenser, Kent Broe Goldschmidt, er det et livsvilkår. 

Ikke desto mindre er Kent en ret habil skytte. 

Kent skyder med riffel med kikkertsigte. Målskiven er ganske vist lidt større og placeret lidt tættere på, end den normalt ville være. Men med et syn, der er så dårligt som det Kent har, er det imponerende, at han overhovedet kan ramme noget. 

“Jeg er faktisk lidt sur over, at jeg ikke kan få jagttegn”. 

Natteblindhed og kikkertsyn 

Kent lever med øjensygdommen Retinitis pigmentosa, også kaldet RP. Retinitis Pigmentosa er en samlebetegnelse for en række arvelige øjensygdomme. 

“Fælles for de her øjensygdomme er, at de rammer sansecellerne i nethinden, som derefter langsomt går til grunde. De klassiske symptomer på Retinitis pigmentosa er natteblindhed og kikkertsyn. Synsfeltet bliver altså langsomt indskrænket, og med tiden bliver det også meget sløret”. 

Sådan forklarer Michal Jørgensen, der er synskonsulent hos CSV (Center for Specialundervisning). Michal er en af de synskonsulenter, der står klar, når SynsExpo besøger Kolding. 

Måtte selv finde ud af det meste 

Selvom de første tegn på Retinitis pigmentosa typisk viser sig allerede i barndommen, kan der gå mange år, før diagnosen stilles, og årtier før synet går helt tabt. 

Sådan var det også for Kent. 

“I min barndom var jeg meget klodset. Jeg kom ofte galt af sted på min cykel. Og når vi børn var ude og lege, og det blev mørkt, så rendte jeg ofte ind i ting. Jeg kunne ikke se de ting, de andre børn kunne se”. 

Selvom Kent altså allerede fra barnsben oplevede natteblindhed, fik han ikke tjekket sit syn. Kent er fra København, og i en tid, hvor der blev fyret med koks i kakkelovnen i de fattige og hårde kvarterer på stenbroen, var der ikke rigtig overskud til, at Kent kunne komme til øjenlægen. 

“Jeg kommer fra en socialt udsat familie, med en masse børn, så jeg har selv måttet finde ud af det meste, min familie var ikke rigtig til nogen hjælp”. 

Derfor fik Kent også først stillet diagnosen i starten af sine tyvere.  

“Da jeg blev ældre og begyndte at gå på diskotek og den slags, så kunne jeg jo godt se, at jeg ikke kunne se ret meget i det lys, der var dér. Jeg kunne heller ikke helt det samme, som mine kollegaer”. 

Mere alvorligt end som så 

Da Kent endeligt kom til optiker, blev det hurtigt afklaret, at briller alene ikke kunne løse Kents synsproblemer. Derfor blev han sendt videre til grundig undersøgelse hos øjenlægen. 

“Han kiggede på mig og sagde; ved du hvad, Kent - jeg tror, du skal ind på Statens Øjenklinik. Og så var jeg jo godt klar over, at det her nok var mere alvorligt end som så”. 

Alligevel fattede den unge Kent ikke helt situationens omfang. 

Hvis man oplever, at synet langsomt er blevet dårligere, kan man sagtens gøre som Kent og starte hos optikeren. Michal forklarer: 

“Der er nogle ting i forhold til synet, der kommer helt automatisk med alderen. Når man bliver 45-50 år, begynder linsen i øjet at blive mere stiv, og det bliver svært at fokusere. Så har man brug for læsebriller”. 

Oplever man derimod et akut synstab, er det vigtigt, at man kommer hurtigt til øjenlægen. 

“Det kan jo være, at man har fået en øjensygdom, der faktisk kan behandles. Det er vigtigt at få afklaret det tidligt, hvis synstabet skal bremses”. 

Hvis synet er blevet dårligt, og man er i tvivl om hvordan og hvorledes, er der råd og vejledning at hente hos CSV Kolding eller her på www.raadomsyn.dk. 

Det stopper med mig 

Da Kent var midt i tyverne, mødte han sin kone Susanne. Han fortalte hende, at han havde Retinitis pigmentosa, og at det kunne medføre, at han med tiden måske ville blive blind. Susanne ville gerne vide mere - ikke mindst i forhold til, om sygdommen kunne gå i arv, hvis de fik børn. 

Endnu engang gik turen til Statens Øjenklinik. Men nu, hvor Susanne var med, blev sygdommen på en måde mere virkelig for Kent. 

“Susanne tog det nok mere alvorligt, end jeg gjorde”. 

Retinitis pigmentosa er ganske vist arveligt, men Kent og Susanne fik at vide, at den version af sygdommen Kent har, er kønsbunden. Det betyder, at Kents mor ikke selv har været syg, men har båret sygdomsgenet, som Kent har arvet. 

“Kvinder kan bære genet uden at være påvirket af sygdommen. Selvom jeg har sygdommen, har den ikke kunnet gå i arv til vores søn, fordi den er knyttet til X-kromosomet. Det stopper altså med mig”. 

Hvis Kent og Susanne havde fået døtre, kunne de være blevet bærere af sygdommen, men de fik altså en søn. I dag har de desuden to børnebørn. 

Det var ikke gået uden Susanne 

Kent var en del af arbejdsmarkedet i mange år. Dog oplevede han, at det blev sværere og sværere at få job og familieliv til at gå op i en højere enhed, og til sidst havde Kent så lidt overskud i hverdagen, at han så sig nødsaget til at gå på førtidspension. 

Det gav Kent mulighed for at være en mere nærværende far og en bedre ægtemand for Susanne, der trofast har fulgt Kent i medgang og modgang. 

“Min kone er utroligt vigtig for mig. Uden hende, så var det ikke gået. Det har været Susanne, der har hanket op i mig, når jeg har haft mine dyk. Jeg kan være meget vredladen, når tingene ikke fungerer, det er hun god til at få sat en dæmper for. Susanne har stået ved min side gennem alle årene”. 

Humoren er vigtig 

Kent og Susanne er enige om, at humoren er vigtig. Kents synshandicap bringer også spøjse episoder ind i deres liv, som de vælger at grine ad sammen. 

Et eksempel var, da Kent fik bevilget sin Dux-kniv, der er en særlig kniv til svagsynede. Kent laver selv mad, og er god til at lave mad, men han kom af og til at skære sig.  

Pludselig kom der et råb ude fra køkkenet; Susanne, kan du ikke komme med noget plaster, jeg har skåret mig! Ulykken til trods morede de sig over det bagefter, for det kunne da næsten ikke blive mere tydeligt, hvorfor Kent skulle have den kniv.  

Derfor blev det arrangeret, at der skulle komme én forbi og vise Kent Dux-kniven. 

Et hav af hjælpemidler 

Kent har også andre hjælpemidler, som han bruger i køkkenet. Ud over Dux-kniven har han en talende vægt og en PennyTalk. Sidstnævnte er en slags scanner, der kan fortælle Kent, hvad det er for nogle ingredienser, han står med. 

I det hele taget findes der et hav af hjælpemidler til svagsynede. 

Synskonsulenten Michal nævner forskellige optiske hjælpemidler, som lupper og særlige briller. Der er også elektroniske forstørrelsesapparater. Fordelen ved dem er, at man kan ændre på kontrasterne. 

“Når man får nedsat syn, får man samtidig ofte nedsat kontrastsyn. Det betyder, at man har svært ved at skelne mellem farver. Elektronisk forstørrelse giver mulighed for at skrue op for kontrasterne, så det bliver nemmere at se forskel på farverne". 

Man kan faktisk også gøre livet nemmere for sig selv, eller en svagsynet pårørende, ved bevidst at bruge kontrastfarver i hjemmet. 

Og lyset er også vigtigt. 

“En helt almindelig normaltseende 60-årig har brug for dobbelt så meget lys som en 25 årig for at kunne se det samme. Med alderen har man bare brug for mere lys”. 

Michal uddyber, at den rette belysning afhænger af situationen, og er forskellig fra person til person.  

Udover hjælpemidler som optik, forstørrelse, kontraster og lys, findes der også alle mulige fantastiske dimser, der benytter sig af talesyntese eller talegenkendelse, præcis ligesom Kents PennyTalk og talende vægt. 

Du kan genvinde din frihed 

Kent mener godt, at man kan få et godt liv, selvom man har nedsat syn, men man skal selv turde omfavne det. 

“Du skal tage imod det, der kommer. Få den hjælp du skal have, for så oplever du også, at du får en større frihed. Et handicap er et tab af frihed, uanset hvordan man vender og drejer det. Men med hjælp, så kan du genvinde meget af den frihed.” 

En af de ting, Kent først for nylig har turdet omfavne, er hans spritnye iPhone. Men han er blevet positivt overrasket over, hvor nem den er at bruge, og hvor meget den kan. 

Kent får undervisning hos CSV, hvor han lærer, hvad han kan bruge den nye telefon til, og hvilke funktioner den har. 

“Der er en app, der hedder ‘Be My Eyes’, som kan fortælle mig, hvad der er på et fotografi. Jeg kan for eksempel fotografere min kone. Så siger telefonen; der sidder en kvinde på omkring 55 år, smilende, og med briller på. Jeg kan fotografere rummet og få at vide, hvordan det er indrettet, eller tage et billede af mine omgivelser, så jeg kan finde ud af, hvor jeg er”. 

Aftalen er, at Kent kan komme tilbage om nogle måneder og få mere undervisning hos CSV. På den måde gaber han ikke over for meget, mens han vænner sig til at bruge telefonen. Og det er faktisk Michal, der står for undervisningen. 

“Kent har været oppe hos mig, og så har vi fundet ud af, hvad det er for nogle behov han har, og hvordan vi bedst kan imødegå dem, med de muligheder, der nu er i sådan en iPhone. Den har et hav af funktioner, så undervisningen skal tilpasses den enkelte”. 

Plan B 

Hvis Kent en dag helt mister synet, har han lagt en plan for, hvordan han kan fortsætte i skydeklubben. 

“Man kan jo gå til det, der hedder elektronskydning. Det foregår sådan, at man har et sæt høretelefoner på, og så er riflen udstyret med et aggregat, der gør, at når du sigter på en skydeskive, så kan du høre, at det bipper. Jo højere det bipper, des tættere er du på centrum, og så skyder du”. 

I det hele taget er Kent god til at finde løsninger, når han støder på problemer. 

“Jeg har altid haft det princip, at man skal rejse sig ved det træ, hvor man er faldet. Selvfølgelig er der irritationsmomenter, for det er irriterende at være handicappet. Men det gør jo ikke ondt at være blind, kun når man støder ind i noget”.