Ude af huset
Du kan sagtens fortsætte med at have et socialt og fysisk aktivt liv, selv om dit syn svækkes - det handler ofte om at have de rigtige hjælpemidler.
Læs om, hvordan du giver dig selv de bedste betingelser, når du er ude med andre, når du dyrker motion, og når du skal handle. Du kan også læse andres fortællinger om hverdagen med nedsat syn.
Ude at spise
Restaurantbesøg, familiefødselsdage eller store selskaber kan hurtigt blive uoverskuelige, hvis man har nedsat syn. Du kan selv gøre det lidt nemmere ved at tænke over, hvordan du sætter dig ved bordet og i forhold til lyset.
Det kan være en hjælp for dig, hvis du
- sætter dig med ryggen til vinduer og glasdøre med lysindfald, så du ikke bliver blændet af lyset.
- får et bord med god belysning eller tæt ved et vindue. Levende lys er ikke en god løsning, da de kan virke forstyrrende ved nedsat syn.
- beder din ledsager om at beskrive, hvad der er på din tallerken – fx ved at benytte urskiven som rettesnor.
- holder dig i nærheden af fx en stol eller en vindueskarm, så du har et holdepunkt, hvis din samtalepartner går et øjeblik.
- forklarer, hvilken hjælp du gerne vil have. De fleste vil gerne hjælpe, men ved ikke hvordan de hjælper bedst.
- holder fast i den, du følges med – og ikke omvendt, at den du følges med holder fast i dig.
- får en ensfarvet tallerken, eventuelt med en farvekontrast på tallerkenens kant, som kan adskille tallerkenen fra dugen. Porcelæn med mønster kan nemlig gøre det svært at skelne mad fra dekoration.
- sætter dig et sted, hvor der er så roligt og med så lidt støj i baggrunden som muligt. Det hjælper hørelsen. Du kan bede om, at værterne tænker på lydmiljøet, når de vælger restaurant eller festlokale.
Familie og venner kan hjælpe
Når du er sammen med nye mennesker, er det måske lettest, hvis du fortæller, at du har en synsnedsættelse. Så kan du uden videre bede om den hjælp, du har brug for.
Hvis du skal til selskab med mange mennesker, kan det være en fordel for dig at ankomme tidligt. Så hilser de andre gæster på dig, og du skal ikke gå rundt og hilse. Bed også gerne gæsterne om at præsentere sig med navn når de hilser, hvis de ikke gør det i forvejen, og få dem du er sammen med til at sige det, hvis de forlader rummet.
Du kan med fordel bede andre om at være konkrete, når de taler. Det er nemmere at undgå at støde ind i noget, hvis andre siger: ”Stop op. Der er et trappetrin foran dig!” end ”Pas på!”. Du kan også bede dem du taler med, om at sætte ord på, hvad de laver eller oplever. Kropssprog og mimik er svært at aflæse, når man har nedsat syn.
Citat
Jeg går aldrig op til buffetbordet alene mere. Hvis min hustru er med, så går jeg lige efter hende, og så spørger jeg hende, "hvad er det dér?", eller hun siger til mig, "det dér er små frikadeller" osv. Og hvis hun ikke er med til sådan noget, jamen, så er jeg jo nødt til at spørge andre og sige: "hvad er det egentlig for noget, der står i det fad dér?
Fysisk aktivitet
Du kan godt fortsætte med at være fysisk aktiv, selv om du har nedsat syn.Det kan være en god idé at tage en ven med, så du ikke er alene om det, der holder dig aktiv.
Hvis du fx ror kajak, kan du begynde at ro i tandem-kajak sammen med en ven. Du kan også prøve appen Move United, som forbinder svagsynede med seende motionister – fx til en gå- eller løbetur. Appen er gratis.
Der er også mange andre muligheder for at få bevægelse ind i hverdagen. Tag trappen en ekstra gang, giv haven en omgang med plæneklipperen eller brug stuen som gymnastiksal.
Hvis du hellere vil træne sammen med andre, kan du melde dig på mindre hold i det lokale fitnesscenter. Små hold gør det lettere at komme i kontakt med træneren og de andre deltagere, og du bliver hurtigere fortrolig med både rummets indretning og de aktiviteter, du skal lære.
Citat
Hvis det har givet nogle mod på en løbeudfordring, så vil mine råd ud fra egne erfaringer være: Tro på dig selv. Vær ikke overmodig, men realistisk om egne evner. Hav en til at hjælpe i start- og målområdet. Find en træningspartner/guide. Find gode og sikre træningsruter. (..). Ellers vil jeg bare sige god tur uanset om det er løb, gang eller anden form for træning. Det giver så meget til ens velvære og psyke at være i god form, og jeg kan mærke at det også styrker min balance.
Indkøb og offentlig transport
Der findes en række hjælpemidler, de kan være gode for dig at have med i tasken, når du er på farten eller ude at handle.
Med din smartphone kan du tage billeder af fx afgangstavler og varedeklarationer, som kan forstørres, så det bliver lettere at læse. Du kan også have en elektronisk eller transportabel lup med i tasken.
Det kan være grænseoverskridende at gøre opmærksom på sin synsnedsættelse, men det gør det lettere både for dig og andre, hvis de ved at du har nedsat syn. Det kan du fx gøre med en særlig badge til svagsynede eller blot ved at fortælle det til folk, du har brug for hjælp fra, når du handler.
Når du handler
- Bed om hjælp, når du har brug for det. Sig nej tak, når du hellere vil klare det selv.
- Spørg ekspedienten, når du er ude at handle, så du fx kan få den rigtige størrelse tøj.
- Brug markeringsstok og badges til at signalere til andre, at du har en synsnedsættelse, og de skal tage hensyn.
- Brug din smartphone til at tage billeder af prisskilte og informationstavler. Billedet kan forstørres på telefonen, så du kan læse prisskiltet eller togets afgang. Du kan også bruge apps som fx Forstørrelsesglasset.
Citat
Hvis jeg skal ud, og det er steder, jeg ikke kender, så laver jeg simpelthen en køreliste, eller så tager jeg køreplanen og fotograferer den på mobilen, men det er der nok også mange andre, der gør, og så kan man lige forstørre billedet lidt.
Guri har svært ved at genkende folk på gaden, så hun og hendes mand bruger et lille trick:
"Når han giver min hånd et klem, ved jeg, at jeg skal sige goddag. Og når vi så kommer tæt på, kan jeg som regel genkende ansigtet og stemmen."
Ægteparret går ud sammen hver dag, men Guri insisterer på, at hun også vil kunne klare sig alene: "Når jeg går alene, lytter jeg efter signaler og kigger to-tre meter frem foran mig. Jeg siger til mig selv: Du kan godt. Du kan i hvert fald prøve." Et andet lille trick, Guri benytter, er at gå med rygsæk i stedet for håndtaske. "Så har jeg altid hænderne fri og kan tage fat i gelænderet, når jeg går på trapper.
Læs også
Det anslås, at 65-75.000 danskere lever med et synshandicap i en eller anden udstrækning. Det betyder, at rigtigt mange mennesker har en historie om at leve med nedsat syn. Her kan du læse nogle af de historier og måske finde inspiration til, hvad der kan gøre hverdagen lidt lettere.
De fleste digitale enheder har funktioner, der kan hjælpe dig med nedsat syn. Det er også let at ændre skrift- og visningsstørrelse.