Øjensygdomme
Mange øjensygdomme udvikler sig langsomt - det kan opleves, som om de kommer snigende. Derfor er det en god idé løbende at få tjekket sit syn hos optikeren eller være opmærksom på, om noget forandrer sig.
Nogle øjensygdomme kan være arvelige. Du bør derfor være særligt opmærksom, hvis du kender til øjensygdomme i familien. Her kan du læse om forskellige øjensygdomme, og hvordan de kan behandles. Du kan også prøve vores synsimulator, der giver en idé om, hvad mennesker med øjensygdomme ser.
Synssimulator
Vælg først den øjensygdom du vil prøve, ved at klikke på knapperne under billedet. Herefter kan du bruge skyderen til at øge eller mindske symptomernes fremskredenhed.
Grå stær
Grøn stær
AMD
Nedsat kontrastsyn
Grå stær
Grå stær er kendetegnet ved sløret syn, som både kan give problemer på nært hold og afstand fx ved læsning, tekster på tv eller problemer med at genkende folk på gaden eller se vejskilte. Det kan beskrives som at kigge ud gennem en rude, der ikke er vasket ren. Nogle vil opleve, at synet bliver dobbelt, og ofte får man problemer med blænding fra sollys eller fra modkørende trafikanter ved bilkørsel i mørke. Læs mere om grå stær hos Øjenforeningen.
Grøn stær
Grøn stær er kendetegnet ved, at man får blinde pletter i synsfeltet og mister orienteringsevnen. Synsfeltet indsnævres langsomt og efterhånden kan sygdommen føre til kikkertsyn, hvor synsfeltet er stærkt indskrænket. Ved fremskreden sygdom opleves kikkertsynet som at se igennem et sugerør.
Grøn stær kan udvikle sig uden smerter, og hjernen kan kompensere for synsproblemerne. Det betyder, at mange først opdager symptomerne, når de begynder at støde ind i ting, fordi synsfeltet er blevet mindre.
Grøn stær kan være arveligt. Derfor anbefales det, at man bliver undersøgt jævnligt hos øjenlæge efter 45 års alderen, hvis man har forældre eller søskende med grøn stær.
Sygdommen kan både være kronisk og akut. Kronisk grøn stær er den mest udbredte form, der udvikler sig langsomt og ’kommer snigende’.
Akut grøn stær er en mindre udbredt form for grøn stær, som udvikler sig hurtigt og med et pludseligt forhøjet tryk i øjet. Den akutte tilstand er smertefuld og giver ofte farvede ringe omkring lyskilder samt sløret syn. Ofte får man også hovedpine og kvalme/opkastninger.
Hvis du har smerter i øjnene, skal du kontakte øjenlæge hurtigst muligt.
Alderspletter på nethinden (AMD)
Alderspletter på nethinden (AMD) kan gøre det svært at læse, fokusere på ansigter eller udføre aktiviteter, som kræver fokus på detaljer.
Man skelner mellem våd og tør AMD. Tør AMD er den mest udbredte.
Tør AMD kan ikke behandles, men sygdommen kan forebygges, ved at undgå rygning og spise grønt. Hvis man har fået konstateret AMD på det ene øje, kan udvikling af sygdommen på det andet øje i nogle tilfælde forebygges med et specielt vitamintilskud. Du kan få information om dette hos en øjenlæge. I begyndelsen oplever man kun få eller ingen symptomer. Efterhånden som sygdommen udvikler sig, kan der opstå flere blinde pletter i midten af synsfeltet.
Våd AMD udvikler sig typisk hos personer, der i forvejen har tør AMD. Sygdommen er kendetegnet ved, at synet sløres og skævvrides. Lige linjer ses som buede, bogstaver knækker over og ansigter forvrænges. Våd AMD kan udvikle sig og ødelægge synet på få uger, så det er vigtigt at opsøge en øjenlæge, hvis man får symptomer.
Læs mere om akutte symptomer eller læs mere om AMD hos øjenforeningen.
Keglehornhinde/kegledannelse (Keratoconus)
En sjælden øjensygdom, kaldet keglehornhinde eller kegledannelse, er kendetegnet ved, at hornhinden bliver så uregelmæssig, at almindelige briller eller kontaktlinser ikke kan rette synet op. Det kan opleves som sløret syn, dårligt nattesyn, lysfølsomhed og dobbeltsyn på det ene øje.
Sygdommen opstår typisk i 10-30-årsalderen og udvikler sig i de første 10-20 år. Sygdommen rammer næsten altid begge øjne, men kan udvikle sig forskelligt.
.
Diabetisk øjensygdom (Retinopati)
Diabetisk øjensygdom dækker over synsproblemer som følge af diabetes. Symptomerne kan være nedsat syn og uklart læsesyn og skyldes, at de små blodkar bliver ødelagt. Hvis forandringerne opdages tidligt, kan de behandles inden synet bliver truet. Mennesker med diabetes anbefales derfor at gå til jævnlige øjenundersøgelser, fordi sygdommen kan udvikle sig uden eller med milde symptomer længe, og derfor ofte først opdages efter det vil være optimalt at behandle.
Læs mere om diabetisk øjensygdom hos Øjenforeningen.
Blodprop i øjet og hjernen
En blodprop i øjet givet et pludseligt synstab, men ingen smerter. De mest almindelige symptomer på en blodprop i øjet er synstab på det ene øje samt forbigående blindhed og formørkelser.
En blodprop i hjernen kan ramme synscentret. Rammer blodproppen venstre side af hjernen, vil synsfeltet i højre side påvirkes – og omvendt. Det gør det svært at færdes og orientere sig.
Læs også
Gode lamper og kvalitetspærer kan gøre en stor forskel, når synet er udfordret. Det betyder også meget, hvor mange lamper der er i hvert rum og hvilken type lamper, det er.
Der er forskellige fagpersoner, der kan hjælpe dig, hvis du har nedsat syn, hvad enten det er nyopstået, har været undervejs længe eller skyldes egentlig øjensygdom.